Referat DJU bestyrelse 12.09.2007 Udskriv
Lørdag, 14. november 2009 09:32

 

12. september 2007 kl. 10 i Danmarks Jægerforbunds mødelokale, Højnæsvej 56, 2610 Rødovre.

Til stede var Asger Stein (SA) FJD formand, Flemming Thune-Stephensen (FTS) FJD næstformand, Erling Clausen (EC) DJ, Kirstein Henriksen (KH) DJ, Finn Møller Jørgensen (FMJ) DKK, Joakim Skovgaard Larsen (JSL) DJ, Søren Hecht Petersen (SHP) og Aage Stenhøj Jørgensen (AASJ) DUV og sekretær. Morten Kaas Jespersen (MKJ) DUV tiltrådte mødet under punkt 4.

AS bød velkommen til de fremmødte.

1. Dagsorden fastlægges.

Den udsendte dagsorden blev godkendt.

2. Godkendelse og underskrivelse af referat af møderne 01.02.2007 og 24.05.2007.

Referaterne blev godkendt og underskrevet.

3. Meddelelser fra organisationerne.

FJD AS gav en orientering, hvor han bl.a. nævnte, at der havde været en diskussion om specialklubberne tidligere havde haft aktindsigt i sager, der vedrørte deres medlemmer. Det blev oplyst, at det aldrig har været tilfældet. Det er kun den indklagede, der har fuld aktindsigt. Det blev drøftet, om specialklubben skal orienteres, når ét af deres medlemmer indberettes. Det blev besluttet at fortsætte med den gældende praksis, at specialklubben først orienteres, såfremt ét af deres medlemmer er blevet idømt en disciplinærstraf. Afvises en klage, forbliver dette en fortrolig oplysning i Dommerudvalget (DUV) og i Dansk Jagthunde Udvalgs (DJU) bestyrelse.

Der er rejst forslag om at tillade markeringsdækkener, hvilket kan være til hjælp for fører og dommer i høj vegetation. Brug af dækkener er blevet afvist af et stort flertal af dommerne via ERFA-grupperne. Forslag om at tillade markeringsdækkener fremsendes igen til ERFA-grupperne og organisationerne.

DKK FMJ fortalte, at DKK havde været nødt til at arrangere ekstra brugsprøver udover de annoncerede pga. en meget stor tilmelding på over 500 hunde.

DKK har pt. ingen direktør, og man søger en ny. IT situationen er ikke tilfredsstillende. Edb-systemet kommer forhåbentligt til at virke inden udgangen af 2007.

FMJ orienterede om DKKs problemer med at skaffe terræn til vinderprøverne, hvorfor det havde været nødvendigt at dele den ene prøve op i to. Man drøftede det principielle i, at der på én organisations to efterårsvinderprøver kan placeres flere vindere end på de andre organisationers prøver. Det kan konstateres, at det som regel kan lade sig gøre at skaffe terræn til to hold til en vinderprøve med fældning af fugl, mens det det bliver vanskeligere og vanskeligere at skaffe terræner til en vinderprøve med fire hold.

Det blev besluttet at give dispensation til DKK til at opdele den ene prøve i to. Det blev ligeledes besluttet, at spørgsmålet med at tillade, at flere af de traditionelle store vinderprøver i fremtiden kan opdeles i mindre, tages op i organisationerne, så spørgsmålet kan blive behandlet på DJUs næste møde.

Spørgsmålet, om alle brugsprøver også i fremtiden skal ligge i DKKs regi, blev drøftet. Sagen tages op igen på det næste bestyrelsesmøde

DJ KH orienterede om, at DJ har fået en ny sekretær Henrik Hertz for hundearbejdet.

4. Dommerudvalget.

4.1. DUVs rapport.

Den udsendte rapport nr. 2/2007 fra DUV blev gennemgået. Den omhandlede en status for dommeruddannelsen, hvor 9 nye dommere blev autoriseret på det ekstraordinære bestyrelsesmøde i maj. 1 aspirant har været til afsluttende prøve i september. Endvidere blev det oplyst, at der i øjeblikket er 10 dommeraspiranter under uddannelse. Rapporten gav også en orientering om elevuddannelsen, en dommers afgang, to klagesager og Fælles Markprøve Reglers tilretning af hensyn til DKKs nye udstillingsregler. Det blev oplyst, at der skal vælges 3 nye medlemmer til DUV, da ét medlem træder ud pga. af alder, mens to ikke modtager genvalg.

I rapporten blev det foreslået, at en assistent i DUV som minimum skal være med så længe, at han er med til at gennemføre et helt uddannelsesforløb med et hold aspiranter. Maksimum skal være 4 år. Turnussen skal sikre, at hvis vedkommende opstilles som kandidat til udvalgsmedlem i DUV, har vedkommende fået et grundigt kendskab til arbejdet i DUV. Dette forslag tiltrådte bestyrelsen.

4.2. Fælles Markprøve Regler (FMR)

DUV havde efter påbud fra DJU udsendt et forslag til en ny kategoriopdeling, hvor kategorierne refererer direkte til præmiegraderne. Da der kun var modtaget få svar fra ERFA-grupperne, blev man enige om at bevare den nugældende kategoriopdeling på efterårets vinderprøver. Endvidere blev man enige om, at DUV udsender forslaget igen til behandling i ERFA-grupper, specialklubber og i organisationerne. IFF (ikke for fugl) skal dog justeres i det nye forslag. Man var enige om, at fristen til ERFA-grupperne på et halvt år havde været for kort, da de fleste ERFA-grupper kun holder ét møde om året.

AS havde modtaget et brev fra den midtjyske engelske ERFA-gruppe, som blev behandlet.

KH havde et indlæg vedr. vagtler. Han tilbød, at DJ kan udsende et informationsmateriale til alle dommere vedr. vagtlen.

4.3. Regler for brugschampionat kontinentale racer

FTS havde indsendt forslaget og havde måttet konstatere, at han troede, at bedste hund på en fuldbrugsprøve var sidestillet med en 1. vinder på en vinderprøve fælles for alle kontinentale racer med fældning af fugl. Efter at have læst reglerne kunne han nu konstatere, at dette ikke er tilfældet. Derfor vil han foreslå, at reglen for opnåelse af et brugschampionat ændres.

Efter en kort debat blev det vedtaget, at dette ændringsforslag udsendes til behandling i organisationerne.

På en forespørgsel om motiveringen for 24 måneders reglen mht. 1. præmie på udstilling forklarede AASJ, at fagfolk mht. eksteriøret i sin tid havde vedtaget 24 måneders skæringen, fordi de var enige om, at med den alder var hunden anatomisk færdigudviklet.

AASJ oplyste, at der igen var rejst forslag om tæver i løbetid på markprøver. FTS laver udkast til notat med begrundelse for at tæver i løbetid ikke skal deltage på prøver.

4.4. Klagesag.

En klagesag over en hundefører, der havde forladt en markprøve uden dommerens tilladelse, var færdigbehandlet.

4.5. Møde med DUV

DUVs medlemmer var inviteret til mødet for at drøfte samarbejdsrelationerne mellem DUV og DJU.

Der udspandt sig herefter en længere dialog omkring forskellige problematikker i samarbejdet. Der blev bl.a. konkluderet, at det er meget vigtigt, at dialogen mellem de forskellige parter inden for DJUs personkreds i videste forstand bliver bedre, så samarbejdet mellem DJU og udvalgene og mellem DJU/DUV og ERFA-grupperne fungerer optimalt.

5. Markprøveudvalget

5.1. MUVs rapport

AS Forberedelserne til DM på Falster er i fuld gang. Der forelå ingen rapport.

EC spurgte, hvorfor der ikke blev afholdt markprøver den 1. september. AASJ oplyste, at det efter henstilling fra DJ var vedtaget i MUV for flere år siden, hvilket også var fremgået af de offentliggjorte planer for afholdelse af markprøver.

5.2. DM 2008, herunder dommerbesætning

FJD havde fremsendt forslag til dommerbesætning i 2008. DUV bakker indstillingen op. Indstillingen blev godkendt.

6. Slæb- og apporteringsudvalget.

6.1. SAUs rapport.

Der forelå ingen rapport

7. Fuldbrugsprøveudvalget.

7.1. FUVs rapport.

I den foreliggende rapport var det bl.a. oplyst, at der er etableret en ekstra prøve i 2007.

7.2. Ændring af præmieregistrering ved FUME

FUV har foreslået, at på FUME er det kun de hunde, der har opnået præmiering og placering, som opføres på præmieringslisten. Forslaget blev vedtaget. Skemaer med samtlige hundes point skal fortsat sendes til de respektive specialklubber.

Det blev også vedtaget, at klager over fuldbrugsprøvers afvikling skal behandles på samme måde som klager på markprøver (FMR § 4)

8. Vildtplejeudvalget

8.1. VPUs rapport.

Der forelå ingen rapport. Der er udarbejdet et vildtoptællingsskema, som udsendes til samtlige prøveledere. Vildtoptællingsskemaet er modtaget positivt.

9. Økonomiudvalget.

9.1. ØUVs rapport.

Der forelå ingen rapport

10. Valg til DJUs udvalg.

AS Forslag skal være fremme inden 1.10.07. Valglisten blev gennemgået.

11. Prøvelederseminar

AS Da det er 3 - 4 år siden, der sidst blev afholdt et prøvelederseminar, foreslås det at afvikle et i januar - februar 2008 opdelt på landsdele. Forslaget blev vedtaget. AASJ arrangementet sammen med de tre sekretærer fra FJD, DKK og DJ.

12. DJU nålen.

Forslag om at uddele DJU-nålen til 3 personer blev vedtaget.

13. Eventuelt.

Intet til dette punkt.

14. Næste møde.

Tirsdag den 5. februar 2008 kl. 10 på Villa Gulla, Nyborg Tlf.65301188

Aage Stenhøj Jørgensen
Referent

Senest opdateret: Lørdag, 14. november 2009 09:39